Tuberkulose som folkesygdom 1900-1962 – indsats og omkostninger

Tuberkulose som folkesygdom – indsats og omkostninger

I dag er tuberkulose noget, man forbinder med u-lande eller lande med et dårligt sundhedsvæsen. Sygdommen anses for at være udryddet i Danmark, og det har næsten karakter af "breaking news" i medierne, når der konstateres tilfælde af tuberkulose i Danmark.

Og så skal vi ikke mange tiår tilbage, før tuberkulose var en sygdom, man ville undgå for alt i verden, og mange voksne danskere husker stadig de store folkeundersøgelser eller de hvide busser, der kørte rundt til skoler, arbejdspladser m.m. for at gennemlyse skolebørn, ansatte o.s.v. Ikke uden en hvis bæven gik man til disse undersøgelser for tænk nu, hvis man viste sig at være syg. Hvad ville det ikke komme til at betyde, hvad ville familien ikke tænke o.s.v. Sygdommen ramte nemlig ikke blot patienten, men også de raske familiemedlemmer, som let kunne blive "stemplet" af denne snigende og meget smittefarlige sygdom.

Kampen mod tuberkulosen går tilbage til begyndelsen af 1900-tallet, og mest synligt blev det måske udadtil gennem oprettelsen af en række sanatorier rundt om i Danmark. Deres eneste formål var bekæmpelse af tuberkulosen.

Det er historien bag denne udbredte og meget frygtede sygdom, som er temaet for Aja Høy-Nielsens bog Tuberkulosen som folkesygdom – indsats og omkostninger 1900-1962. Omdrejningspunktet i bogen er Spangsberg Sanatorium ved Esbjerg, som blev oprettet af Sct. Joseph Søstrene i 1908 på forslag af Thomas Brinch, praktiserende læge i Esbjerg og medlem af Esbjerg Byråd.

Med sanatorierne som behandlingssted blev det muligt at gøre en indsats for at behandle folk, der var ramt af tuberkulose, selv om der i de første mange år ikke var meget at stille op. Sund kost og masser af hvile – helst udendørs – var den bedste medicin, måske suppleret med lungepustninger og fjernelse af ribben. Det krævede et godt helbred at blive ramt af sygdommen, for slet ikke at nævne den økonomiske side af sagen, for de fleste sygekasser afskrev at dække tuberkulosebehandlinger og/eller sanatorieophold, og anden offentlig hjælp forelå i de første mange år ikke rigtig. Som tuberkulosepatient blev man derfor dobbelt ramt – ikke blot på helbredet, men også på pengepungen. Holdningen til at bede om offentlig hjælp var også en anden dengang, men det kunne blive nødvendigt at gå til sognerådet for at bede om hjælp, for et sanatorieophold kunne let komme til at strække sig over flere måneder. Mange patienter lod sig derfor udskrive før tid, hvad formodentlig kostede nogle af dem livet.

Aja Høy-Nielsen, som selv er sygeplejerske, tager os i sin seneste bog på rejse gennem tuberkulosens historie. Vi hører om sygdommen og behandlingen af den, der fortælles om medicinske fremskridt og nogle personer, som stod i front på det område. Frem for alt møder vi dog mennesker, som blev ramt af sygdommen – nogle kan fortælle selv, andre må der fortælles om, for deres historie kendes kun fra de tusindvis af journaler, som er bevaret i Spangsbjerg Sanatoriums komplette patientarkiv.

Bogens forord af Aja Høy-Nielsen:

Jeg skylder afdøde Marius Petersen så mange tak for den lille seddel, jeg fik stukket i hånden på et gadehjørne med ordene: »Den dag, du skal skrive om overlæge Lorenzen, skal du kontakte Jytte Raahauge, for hun ved alt, der er værd at vide«. To måneder senere døde Marius Petersen, en majdag i 2001.

Da jeg besøgte Jytte Raahauge i december 2007, var hun et skatkammer af viden og havde forberedt en liste med telefonnummer på alle de personer hun huskede fra sin ansættelse 1945-1952. Allerede inden mit besøg havde hun introduceret mig til sine kontakter, så de var varskoet. Uden hendes ihærdighed og generøse hjælp havde det ikke været muligt. Siden da er også hun død.

I efteråret 2007 afholdt Esbjerg Byhistoriske Arkiv to fortællerformiddage om Spangsbjerg Sanatorium og Hospital. I alt mødte 39 interesserede op og deltog i samtalerne, og det medførte nye kontakter og beretninger om tuberkulosen og stedets historie.

100-års jubilæet nærmede sig for Spangsbjerg i 2008, og jeg fik lov til at indgå i en redaktionsgruppe, der publicerede bogen – Et hus i 100 år, Spangsbjerg 1908-2008. En særlig tak til tidligere vicedirektør Pia Hvorslev for Region Syddanmark Psykiatri Vest, der introducerede mig til den øvrige ledelse og sørgede for, at jeg fik adgang til det gamle tuberkulosearkiv for både sanatoriet og tuberkulosestationen.

Jubilæumsbogen og mit arbejde med tuberkulosearkivet førte med sig, at jeg måtte dybere ned i historien og skrive denne bog – Tuberkulose som folkesygdom.

Det har været vigtigt for mig at lade de mange smittede tuberkulosepatienter få mund og mæle, inden stemmerne tier – lade dem træde frem og fortælle deres til tider rystende historie.

Uden arkivchef Jørgen Dieckmann Rasmussens interesse for emnet og hjælpsomme vejledning havde denne bog ikke set dagens lys. Min mand, Viggo Høy-Nielsen, har de sidste fire år uden synderlig fortrydelse lagt øre til min optagethed af tuberkuloseprojektet, hvor så mange andre gøremål af interesse er valgt fra. Han har undervejs stedse søgt at stå på læserens parti, når struktur og indhold blev drøftet. Tak for det, men ansvaret for, om det lykkes, er naturligvis mit alene.

Aja Høy-Nielsen
Esbjerg, den 12. november 2011