Med sygeplejen rundt i verden

DKK 178,00

Lagerstatus: på lager.
stk.

Med sygeplejen rundt i verden

 

Min forgænger som arkivar ved Esbjerg Byhistoriske Arkiv, cand. mag. Morten Mortensen, underviste i et par sæsoner i erindringsskrivning på kurset Min egen historie. Her fik kursisterne inspiration og hjælp til at skrive deres erindringer. Én af dem var Helga Dragsted, der i december 1993 gav mig sit manuskript til gennemlæsning. Det var historien om et anderledes liv, fortalt af en god fortæller.


Det var en fascinerende historie om en bondepige fra Salling, som brød med traditionen, fik en uddannelse som sygeplejerske, senere sundhedsplejerske, og kom til at arbejde som sådan rundt i verden – og i Esbjerg. Denne vekselvirkning mellem at være sundhedsplejerske ude i verden sætter forholdene i Danmark i perspektiv. Arbejdet som skolesygeplejerske kan måske forekomme ensformigt, men Helga Dragsted fungerede i forandringernes tid fra 1952-1981. Endnu i 1950'erne mærkede man krigens eftervirkninger med stor boligmangel og social nød. En del af disse problemer blev imidlertid afhjulpet i 1960'ernes opgangstid samtidig med, at stadig flere kvinder kom ud på arbejdsmarkedet. Datidens husvildebarakker blev afløst af moderne almennyttigt boligbyggeri, og den almindelige velstand gjorde skolebespisning overflødig.

 

Helga Dragsted kom hurtigt til at arbejde i udlandet. Efter Danmarks befrielse i 1945 gjaldt det flygtningelejre i Tyskland, dernæst fulgte hun som ledsagende sygeplejerske flygtninge til Australien. Også efter sin ansættelse som sundhedsplejerske ved Esbjerg Skolevæsen rejste Helga Dragsted ud som sygeplejerske først til Indien og siden til Afrika. Samtidig drev nysgerrigheden hende ud at se verden, når hun nu var der.

 

Dette liv blev således anderledes end de flestes, men er samtidig så typisk for tiden med åbningen og længslen efter den store verden efter besættelsestidens klaustrofobi. Historien var imidlertid oprindeligt skrevet for familien, så ikke alt havde almen interesse, ligesom en del manglede uddybning. Bearbejdelsen af manuskriptet er sket i tæt samarbejde med Helga Dragsted, når jeg har haft tid til det for andre opgaver. Noget er udeladt og andet er uddybet i denne proces, men tilbage står stadig skildringen af et langt liv, rigt på gode og sørgelige oplevelser, som ikke mange af Helga Dragsteds samtidige har kendt mage.

 

Esbjerg i november 1997
Else-Marie Poulsen
(forord)

Titel: Med sygeplejen rundt i verden
Forfatter: Helga Dragsted
Redigeret af: Arkivar, cand.mag. Else-Marie Poulsen
Udgivet af: Esbjerg Byhistoriske Arkiv
Serie: Skriftrække B nr. 22
Udgivelsesår: 1998
Produktion: Kiva Grafisk, Esbjerg
Tryk: Pors Tryk, Esbjerg
Omslagslayout: Arkitekt Else Kierstein
Format: Ill. indb. (20,8 x 21 x 1,3 cm)
Sideantal: 143
Vægt: 565 g
Pris: 178 kr.
Oplag: 2.000 eksemplarer
ISBN: 87-89085-29-9
ISSN: 0902-3925
Udgivet med støtte fra: Bikubens Fond i Esbjerg, Dansk Sygeplejeråd, Dansk Sygeplejeråd Ribe Amt og Velux Fonden af 1981