Det grundtvigske i Esbjerg – Grundtvigshusfonden 25 år

Det grundtvigske i Esbjerg – Grundtvigshusfonden 25 år

Det er på sin vis dristigt at skrive en bog om »det grundtvigske«, næsten grænsende til overmod, når man tænker på, hvor meget der er skrevet om N. F. S. Grundtvig og hans betydning for det der kaldes »grundtvigianisme« - et udtryk Grundtvig selv tog afstand fra. Alene siden Grundtvig-Selskabet blev oprettet i 1947 er der udgivet ti doktordisputatser om Grundtvig, bl.a. Kaj Thanings skelsættende disputats fra 1963 og den seneste og meget roste af Sune Auken i 2005. Dertil kommer de mange artikler i årbogen Grundtvig-Studier og andre tidsskrifter, og kirkehistorikere som Hal Koch og P. G. Lindhardt har skrevet om denne digter, drømmer og tænker. Ebbe Reich skabte med sin folkebog Frederik fornyet interesse for den gamle digter og Finn Abrahamowitz kaldte i 2000 sin bog om Grundtvig for »Danmark til lykke«. Det karakteristiske i disse mange studier er, at de sjældent er enige i deres vurdering, og der findes stadig nye vinkler på, hvad »det grundtvigske« egentlig er. Derimod er de grundlæggende enige om Grundtvigs virkningshistorie - hans store betydning for begrebet folkeoplysning, herunder højskole og menneskelig dannelse, om frihedssynet inden for kirke, skole og åndsliv, hans tro på fortællingens styrke - »det levende ord« hvad der ikke betyder lange foredrag, men ord der gør tilhørerne levende og engagerede.

Denne bog er ikke et indlæg i diskussionen om Grundtvig - han er slet ikke omtalt andre steder end i dette forord, men derimod et forsøg på at fortælle, hvordan disse grundtvigske tanker har givet sig til kende på lokalt plan. Det skyldes dels egen interesse for emnet, men også at der i den ellers frodige litteratur om Esbjerg ikke er skrevet meget om det kirkelige liv. Udover spredte erindringer og mindre jubilæumsskrifter vel kun Alan Hjorth Rasmussens Søndagsbådene (1974) om missionsfiskerne og Kirkeliv i Esbjerg (1987).

Det er naturligvis ikke muligt at sætte tal på eller måle, hvem eller hvor mange der har været eller er »grundtvigske«. Derfor samler skildringen sig om de institutioner og foreninger, der i deres navn og virke har erklæret sig for grundtvigske og følger deres tilblivelse og virksomhed fra de første synlige spor til nutidens måske mere udviskede billede.

Desværre er der mange huller i det kildemateriale der har dannet baggrund for denne skildring. Der er to bidrag der er væsentlige at nævne. Det ene er en samling breve fra afdøde bibliotekar Sigrid Bennike, datter af den i bogen omtalte Peder Buhl, og en erindring skrevet af Arne Frees Christiansen, tidligere præst ved Zions Kirke og formand for Grundtvigsk Ungdomssamfund. Derudover har en række efterkommere af fremtrædende personer inden for det grundtvigske arbejde stillet materiale til rådighed og gennem samtaler og interviews medvirket til at give billedet mere faste rammer. Jeg bringer alle disse en varm tak for deres hjælp. En tilsvarende tak bringer jeg til Esbjerg Byhistoriske Arkiv der som altid har stået til tjeneste med opsporing af materiale og rådgivning. Endelig en tak til André Holm Jensen der har ydet stor hjælp ved gennemgang af aviser og ikke mindst med at finde billedmateriale.

Arbejdet har med afbrydelser varet i mange år, og jeg skylder Grundtvigshusfonden i Esbjerg tak dels for i sin tid at have sat arbejdet i gang, dels for tålmodighed undervejs.

Esbjerg i februar 2006
Verner Bruhn
(forord)