Bryndum og Vester Nebel før selvejet

DKK 200,00

Lagerstatus: på lager.
stk.

Bryndum og Vester Nebel før selvejet


Efter mange års intensivt og fokuseret arbejde kan Henning Jørgensen fra Vester Nebel nu præsentere bogen om Bryndum og Vester Nebel sogne før 1800: Bryndum og Vester Nebel før selvejet – Ejendomme og beboere i de to sogne ca. 1600-1800. Bogen bliver præsenteret lørdag den 26. november 10.00-12.00 i Vester Nebel Sognehus i Vester Nebel.


Bryndum og Vester Nebel sogne omfattede tidligere stort set det område, der i dag er kendt som Esbjerg N i Esbjerg Kommune. I dag er den sydlige del af området et byområde, som dels er forstad til Esbjerg, dels butiksområde, dels industriområde. Går man 200 år tilbage, var hele området meget tyndt befolket med store, ubeboede arealer. Beboerne var alle bønder, der boede i ganske små landsbysamfund. Alle disse små landsbyer findes stadig, og der er endnu spor i landskab og byområder efter de ældgamle landsbysamfund.


Bryndum og Vester Nebel før selvejet går tilbage til de gamle landsbyfællesskabers tid – landsbysamfundet før landboreformerne i slutningen af 1700-tallet og udskiftningen af landsbyernes jord. Bønderne var alle fæstebønder under forskellige godser og dyrkede jorden i et aftalefællesskab med bystævnet som omdrejningspunkt i hver enkelt landsby. I bogen bliver de forskellige gårde og huses tilhørsforhold og beboerne i de to sogne kortlagt. Med små historier fra tingbøgerne får man samtidig et indtryk af tiden, som bl.a. var præget af en mængde stridigheder, men også af vold. Og overraskelser – hvem ville have troet, at der i 1755-1757 var folk i Vester Nebel, som var i familie med en mand, der arbejdede som dykker i Holland, og som for øvrigt også omkom ved det?


Tiden før 1800 var en helt anden tid end den, vi kender i dag. Tog man en plads i kirken, som tilhørte en anden, risikerede man en tur i retten. Man skulle bestemt heller ikke kalde sin nabo med skældsord eller tale ærekrænkende, idet vejen til retten i så fald også ofte var kort. Det var alt sammen et spørgsmål om ære og stand. Samfundet var desuden påfaldende voldeligt, og tilsyneladende kunne småting føre til meget voldelige overfald. Midlerne var små, og for mange var tilværelsen et spørgsmål om at overleve. Alligevel var beboerne ikke en stor, ensartet masse. Man ser meget tydelige karakterforskelle, og bønderne lod sig bestemt ikke bare kue. Hvis de følte sig for groft undertrykte af herremanden, var de ikke blege for at gå rettens vej. I afsnittet om herregården Ølufgård i Vester Nebel Sogn kan man bl.a. læse om et stort bondeoprør omkring 1704.


Henning Jørgensen er 50 år, har arbejdet med lokalhistorie og slægtsforskning siden 1990 og været leder af Vester Nebel Sognearkiv siden 1995. Han har tidligere skrevet bøger om både Vester Nebel Sogn og dele af Bryndum Sogn. Bogen er i A4-format, på 260 sider og koster kun 200 kr. Det har været muligt at udgive bogen takket være en arv til Vester Nebel Sognearkiv efter afdøde Inger Rasksen i Alslev. Esbjerg Byhistoriske Arkiv er forlag for bogen.


Bogen kan købes i Esbjerg Byhistoriske Arkivs læsesal i åbningstiden (mandag-onsdag kl. 10-16, torsdag kl. 10-17 og fredag kl. 10.00-13.30), her i arkivets webshop eller hos boghandleren.


Henning Jørgensen. Bryndum og Vester Nebel før selvejet. Ejendomme og beboere i de to sogne ca. 1600-1800. Esbjerg 2016. 260 s., ill. indb. Pris: 200 kr.

 

Læs i øvrigt bogens forord her.

Titel: Bryndum og Vester Nebel før selvejet - Ejendomme og beboere i de to sogne ca. 1600-1800
Forfatter: Henning Jørgensen
Idé og layout: Henning Jørgensen
Udgivet af: Esbjerg Byhistoriske Arkiv
Serie: Skriftrække B nr. 57
Udgivelsesår: 2016
Tryk: GP-Tryk & Zeuner Grafisk
Format: Ill. indb. (30,2 x 21,5 x 2 cm)
Sideantal: 260
Vægt: 1.263 g
Pris: 200 kr.
Omslag: Linda Kongerslev - Grafisk Design
ISBN: 978-87-89085-65-4
ISSN: 0902-3925
Udgivet med støtte fra: Vester Nebel Sognearkiv